Kære medlemmer,

Vi ønsker at informere jer om de initiativer, vi sætter i gang for at forbedre spiloplevelsen og sikre, at vi kan minimere lukkedage eller fjerne dem helt – Fra sæsonen 2025.


Sommergreens og vinterbane

Vi fortsætter med at spille på sommergreens, så længe det er forsvarligt. Dette betyder, at der i vinterperioden kan forekomme lukkedage på grund af frost. Vi ønsker at holde sommergreens åbne så længe som muligt, da vi mener, at golf på fuld bane giver den bedste oplevelse.

Når vejret gør det nødvendigt, vil vi overgå til vinterbanen for at beskytte greens og områder heromkring mod skader og slid. Vi er opmærksomme på vigtigheden af at holde banen åben, men samtidig må vi sikre banens langsigtede kvalitet og spilbarhed.


Overfladevand og dræning – Er vores fokus den vinter

Drænbrønde og overfladevand

Som en del af vores langsigtede strategi for at undgå lukkedage i sæsonen 2025, og frem.

Har vi  gennemført et forsøg med nedgravning af drænbrønde på områder, der ofte bliver påvirket af overfladevand. Resultaterne har været meget positive, og vi har set, at vand kan fjernes hurtigt, så snart regnen stopper.

Vi har allerede installeret fem brønde og planlægger yderligere fem på hullerne 3, 5, 7 og 15. Ved hjælp af en pumpe, som vi har fået sponsoreret af et medlem, kan vi hurtigt flytte vand fra disse områder ud i søer og vandløb. Dette initiativ forventes at reducere lukkedage betydeligt i fremtiden.

Flere pumper og frivillig indsats

Til sæsonen 2025 vil vi indkøbe flere pumper, så vi kan udbrede denne løsning til flere områder på banen. Vi planlægger også at etablere et frivilligt korps, der kan hjælpe med at fjerne overfladevand hurtigt, når behovet opstår. Dette vil supplere greenkeepernes arbejde og sikre, at banen hurtigst muligt kan gøres spilbar efter kraftig regn.

Rensning og reparation af dræn

Som en del af vores mål for 2025 vil vi rense og reparere eksisterende drænsystemer og optimere de naturlige vandløb på banen, så vandet kan ledes væk hurtigere og mere effektivt.

Vertidræning af banen

En anden vigtig del af vores indsats for at undgå lukkedage fremadrettet er vertidræning. Vi vil leje en maskine til at løsne den komprimerede jord, så vand lettere kan trænge ned og drænes væk. Dette vil forbedre banens generelle spilbarhed og reducere risikoen for overfladevand.

Med disse initiativer forventer vi at kunne åbne banen få timer efter regnen er stoppet. Vi kan dog ikke eliminere dem fuldstændigt, især ikke ved ekstremt vejr, men vi arbejder målrettet på at minimere generne for jer som medlemmer.


Driving Range

Driving rangen er fortsat åben, selvom vores opsamlingsrobot er sat på vinterpause. Bolde vil blive samlet manuelt, når det er muligt, men der kan forekomme dage, hvor du selv skal samle bolde.

For at optimere robotternes funktion vil vi fjerne de nuværende targets og etablere nye, der tillader robotterne at klippe og samle effektivt. Dette vil frigøre tid for vores greenkeepere, som i stedet kan fokusere på banen.


Et målrettet fokus på 2025

Vi arbejder målrettet på, at de tiltag, der iværksættes nu, skal give mærkbare resultater i sæsonen 2025. Vores mål er, at banen kan holdes åben under langt flere forhold, og at lukkedage bliver en sjældenhed. Samtidig vil vi sikre, at banen altid er spilbar og af høj kvalitet, når den er åben.

Har I spørgsmål eller kommentarer, er I altid velkomne til at kontakte os i servicecenteret.

Med venlig hilsen
Servicecenteret