Information til medlemmer vedrørende bookinggebyr og lige vilkår for starttider
På bestyrelsesmødet her til aften er det blevet besluttet, at vi som klub ikke ønsker, at det skal være muligt for medlemmer at betale sig til fortrinsret på specifikke starttider.
Når man har betalt for et fuldt medlemskab, mener vi, at alle medlemmer skal have lige vilkår for at tilgå og benytte tiderne på banen. Det må ikke blive en fordel at have økonomiske midler til at købe sig til faste eller særligt attraktive starttider.
Denne problematik er især relevant i forbindelse med det nye herredags-setup, hvor vi ønsker at undgå enhver opfattelse af, at man kan “købe sig” til særlige tider. Hvis det bliver accepteret på onsdage, kan det skabe præcedens for resten af ugen – og det ønsker vi ikke.
Derfor har bestyrelsen besluttet, at reglen om bookinggebyr skal justeres, uanset om der opstår konkrete udfordringer i forbindelse med herredagen.
Opdateret regel for booking af starttid udenfor almindelig bookingperiode
Medlemmer af Frederikshavn Golfklub kan som udgangspunkt booke starttider op til 14 dage i forvejen.
For særlige private arrangementer – eksempelvis private turneringer, fødselsdage eller andre mærkedage – er det muligt at booke starttider længere frem i tiden mod betaling af et bookinggebyr på 100 kr. pr. starttid.
Denne ordning er udelukkende tænkt til enkeltstående arrangementer, hvor længere planlægning er nødvendig. Hvilket var den oprindelige hensigt med reglen.
Ønskes der at benytte denne mulighed, skal der rettes henvendelse til servicecenteret.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Frederikshavn Golfklub