Frederikshavn-mandskab tæt på oprykning til 2. division

Frederikshavns unge herrehold var lørdag uhyggeligt tæt på oprykning til 2. division, da de i Aarhus Golfklub mødte Ørnehøj i oprykningsmatchen.

Holdet fik en drømmestart, og særligt unge Julius imponerede stort, da han besejrede en rutineret modstander i handicap +2,6 med sikre par og birdies og vandt 4&3. Jacob Magnusson kæmpede sig tilbage med birdies på 16 og 17, men tabte knebent på 18. Også Oskar Perk viste stærk fight mod en tidligere ECCO Tour-spiller, men måtte se sig slået på hul 16.

Efter singlerne var Frederikshavn bagud 2–4, og alt skulle afgøres i foursomes. Her leverede Marcus og Victor en flot sejr på 3&2. Victor kom i øvrigt til kampen med frisk energi efter netop at have bestået sin eksamen som greenkeeper – som den eneste i årgangen modtog han sølvnålen. Flot

Den sidste foursome blev altafgørende. Frederikshavn var 4 nede med 4 tilbage, men vandt hul 15 og 16 og skabte ny spænding. På hul 17 mislykkedes birdieforsøget dog, og Ørnehøj sikrede oprykningen med et sikkert par.

Dermed glippede oprykningen for Frederikshavn med en my.

– Kæmpe ros til gutterne. De havde fortjent oprykningen, og vi er stolte af indsatsen. Vi kommer igen næste år – stærkere, klogere og et år mere rutinerede, lyder det fra holdet.