I weekenden var der præmiere i Danmarksturneringen i golf, og resultaterne for de 5 elitehold i Frederikshavn Golfklub viser det man godt kan kalde en omgang blandede bolcher.

Elite 3. division
Herrernes 1. hold leverede faktisk fremragende spil i de to tætte matcher mod henholdsvis Sæby og Dronninglund. Lørdagens match mod Sæby blev tabt 8-4, men to matcher blev først afgjort på 17. hul og to matcher på 18. hul.

Søndag var der hjemmebane mod Dronninglund, og det var et meget stærkt udebanehold det mødte op, og de fik kamp til stregen. En match blev afgjort på 17- hul, en på 18. og hele to matcher blev uafgjort, hvilket desværre udmøntede sig i endnu et nederlag på 8-4, da Dronninglund vandt de to foursomes som hver giver 3 points pr. sejr.

Elite 5. division
Andet holdet spillede lørdag på udebane i Hirtshals og spillede uafgjort 6-6 i en match hvor frederikshavnernes foursomes trak de 6 points østpå. Om søndagen kom Hvide Klit på besøg, men Frederikshavn gjorde rent bord og sendte gæsterne nordpå med et nederlag på hele 12-0.

Elite Dame Kval.
Frederikshavn har igen et dame elitehold tilmeldt Danmarksturneringen. Holdet består af en god blanding af yngre og lidt ældre spillere, og efter weekendens resultater, ser det ud til at være en fin cocktail. Lørdag vandt frederikshavnerne 5-3 i Sæby og søndag blev Dronninglund sendt sydpå med et nederlag på 7-2. Det skal bemærkes at de to debuterende juniorer Julie Grønlund og Mia Højris Groth viste gode takter, og var med til at kæmpe hel 8 points hjem til Frederikshavn, men generelt en flot debut af Frederikshavns dame/pige hold. Puk Lyng Thomsen viste også stor styrke og vandt sin match overbevisende i sin første match efter et længere optræningsforløb. Mandag morgen drager Puk til Portugal for at spille sin første internationale turnering Portuguese International Amateur Championship i mere end 14 måneder.

Elite Veteran 2. division
Klubbens højst rangerede hold i 2. division Elite Veteran-rækken viste også stor styrke, da de hjemme slog Ørnehøj med 10-4 og dagen efter tog til Silkeborg hvor en flot udebane sejr på 8-6 kom i hus. Med de to sejre har holdet et rigtigt godt udgangspunkt inden næste runde som finde sted 19. og 20. juni.

Elite Senior Kval.
Klubbens seniorhold som er spiller på 50+ kunne ikke helt finde sig til rette på hjemmebane mod Ørnehøj. Matchen blev afgjort i de to sidste matcher hvor 1. singlen og holdets foursome begge tabte på 17. hul. Dermed kunne Ørnehøj pakke en 8-6 sejr i bagagen og drage sydpå til Aalborg. Til søndagens match var der kommet andre boller på suppen, og frederikshavnerne kunne i meget overbevisende stil trække en 12-2 sejr i hus på udebane i Dronninglund.