Denne weekend spillede alle klubbens hold sidste runde i Danmarksturneringen, og vi kan som klub glæde os over, at både klubbens damehold og herrehold på 1. holdsniveau har kvalificeret sig til oprykningsspil.
Damerne i 3. division vandt deres pulje suverænt og havde allerede sikret sig førstepladsen inden søndagens sidste runde. Det betyder, at de skal spille oprykningskamp om en plads i 2. division den 12. september i Skanderborg, hvor modstanderen bliver Struer Golfklub.
Det er andet år i træk, at dameholdet vinder sin pulje. Sidste år resulterede det i oprykning til 3. division, og nu får holdet igen muligheden for at tage springet op. Klubbens 2. damehold sluttede desuden på en flot 3. plads i deres pulje.
Herreholdet fik en svær start på sæsonen, da holdet var ramt af uheldige afbud i første spillerunde. Det betød, at de tabte begge kampe i den første spilleweekend. Herefter rejste holdet sig imponerende og vandt alle kampe i de følgende to weekender. Med sejren i går ude mod Sindal sikrede herrerne sig puljesejren og dermed en plads i oprykningsspillet til 2. division.
Herrernes oprykningskamp spilles i Aabenraa den 13. september, hvor de møder Lübker. Vinderen tager pladsen i 2. division. Også sidste år spillede herrerne om oprykning til 2. division, hvor de tabte knebent til Ørnehøj, så der er ingen tvivl om, at holdet vil gå topmotiveret ind til opgaven.
På herresiden blev klubbens 2. hold i 4. division, mens holdet i 5. division desværre rykkede ned. Klubbens 4. hold sikrede sig endnu en sæson i kvalrækken.
Alt i alt kan klubben se tilbage på en absolut godkendt sæson, og vi glæder os nu til oprykningsspillene om fire uger.