Hvordan har Frederikshavn Golf Klub råd til at blive vært for den internationale turnering Made in Denmark Challenge, når klubben sidste år havde et underskud på godt 700.000 kroner?

http://www.kanalfrederikshavn.dk/vis/nyhed/derfor-har-golfklub-raad-til-international-turnering/

Det spørgsmål stillede flere i går, da det blev offentliggjort, at Frederikshavn i dagene 12.-15. august 2020 lægger bane til den største golfbegivenhed nogensinde i Vendsyssel.

De 160 spillere skal kæmpe om godt 1,5 millioner kroner i Frederikshavn. Præmiesummen betales dog ikke af Frederikshavn Golf Klub, men af sponsorer, som Made in Denmark-organisationen selv finder. Transportvirksomheden FREJA er hovedsponsor for turneringen.

Made in Denmark har tilbudt Frederikshavn Golf Klub at blive vært for turneringen uden at kræve en krone til gengæld. Det skyldes blandt andet, at banen ved Lerbæk hører til landets mest udfordrende fra hvid tee og ønsket om igen at afvikle turneringen i Nordjylland, hvor Aalborg tidligere har været vært.

– Vi har lovet at stille 60-70 frivillige til rådighed hver dag i perioden fra lørdag 8. til lørdag 15. august. Derudover skal vi selvfølgelig sørge for, at banen står perfekt, siger formand Kim Stubbergaard Reese, Frederikshavn Golf Klub.

Arbejdet med at optimere banen er der udgifter til, men her modtog klubben for nogle uger siden 3 x 200.000 kroner i 2019, 2020 og 2021 af Bent Sørensen og Ellen Spanner. Penge, som er øremærket banen.

– Vi budgetterer også næste år med overskud, pointerer formanden.

Made in Denmark stiller greenkeeper-hjælp gratis til rådighed. Det vil sige, at der kommer banepersonale fra Himmerland Golf & Spa Resort til Frederikshavn i optaktsfasen. Derudover vil eksperter fra Europa Tour’en rådgive Frederikshavn Golf Klub om, hvordan banen skal sættes op, og hvordan de nødvendige forbedringer kan ske relativt hurtigt.

– Alene det at få denne hjælp stillet til rådighed er guld værd for os. Det ville koste et sekscifret beløb, hvis vi skulle købe det. Nu kan vi få løftet banens niveau hurtigere end forventet, vurderer Kim Stubbergaard Reese.

For medlemmerne i Frederikshavn Golf Klub er der ingen tvivl om, at de skal vænne sig til hurtigere greens i den kommende sæson. Det bliver helt sikkert er krav fra Europa Tour’ens baneeksperter.

Selve turneringen, hvor de 160 deltagere kæmper om 1,5 millioner kroner, afvikles fra onsdag 12. til lørdag 15. august. Tirsdag spilles en såkaldt Pro-Am, og søndag og mandag kan spillerne træne på banen i Frederikshavn.

– Det bliver utroligt spændende at være en del af. Det kommer til at koste blod, sved og tårer, men det er vi i den grad klar til, lover Kim Stubbergaard Reese.

Den internationale turnering skaber godt 1500 overnatninger i Frederikshavn. Det er vel at mærke udelukkende spillere og caddies. Dertil kommer officials, medrejsende familie, øvrige tilskuere og pressen.

Challenge Tour’en er niveauet under Europa Tour’en. Spillerne kommer fra det meste af verden, men primært Europa. Golfklubbens gamle banerekord fra hvid tee står for fald.

2019-12-04T11:14:20+00:00 4 dec 2019|Forside|