Velkommen til vores nye chefgreenkeeper, Lars Diget Ettrup
Det er med stor glæde, at vi kan byde velkommen til vores nye chefgreenkeeper, Lars Diget Ettrup. Vi er meget tilfredse med så hurtigt at have fundet en stærk og langsigtet løsning efter Adams opsigelse, og vi er sikre på, at Lars bliver et stort aktiv for klubben.
I vores søgen efter den rette kandidat satte vi klubbens netværk på overarbejde for at finde det perfekte match. Da Lars både havde de rette kompetencer og stærke anbefalinger, faldt valget naturligt på ham.
Lars kommer fra en stilling som 1. mand i Aalborg Golfklub og har tidligere arbejdet i Dronninglund og Hvide Klit, hvor han har bidraget til at løfte banernes niveau. Derudover har han været groundsman i Skagen og har også hjulpet til på vores nationalstadion, Parken.
Lars er 33 år, bor i Ravnshøj, og ser frem til samarbejdet med vores eksisterende greenkeeperstab og øvrige ansatte. Under samtalen udtrykte han stor begejstring for det engagement, de mange frivillige viser ved løbende at bidrage til banens vedligeholdelse – en indsats, han sætter stor pris på.
Lars kender allerede Frederikshavn-banen godt, da han har spillet den adskillige gange. “Mit første indtryk er, at det er en svær bane med mange strategiske forhindringer, men layoutet hører til blandt de bedste i Danmark,” siger Lars. “Jeg glæder mig utroligt meget til at møde mine kommende kollegaer og finde en fælles vej til at få det bedste ud af de midler, vi har til rådighed.”
Lars starter den 1. Maj, og vi er meget glade for at kunne gå ind i sæsonen med et næsten fuldt team. Da Maribel naturligvis flytter med Adam til Slovakiet, skal hendes stilling også besættes, hvilket bliver en af Lars’ første opgaver – at samle et komplet hold.
På vegne af baneudvalget og bestyrelsen håber jeg, at I vil tage godt imod Lars og byde ham hjerteligt velkommen.
Klaus Dybro
Baneudvalgsformand