Stor donation til Frederikshavn Golf Klub

Det er os stor glæde at vi kan annoncere, at vi har modtaget en meget stor donation på ikke mindre end kr. 200.000 pr. år i 2019, 2020 og 2021 fra Bent Sørensen og Ellen Spanner. Pengene er specifikt mærket til banen, og har gjort, at vi med ro i maven, har taget imod tilbuddet om at lægge faciliteter til to større turneringer i 2020 og 2021. Vi kan desværre ikke oplyse navnet på turneringerne endnu, men forventer at dette bliver meldt ud inden Nytår, da de sidste detaljer lige skal være på plads inden.

Donationen er kommet i hus, fordi vi her i efteråret blev godkendt som almennyttig forening, hvilket har gjort det muligt at give donationer, uden at blive beskattet af beløbet. Frederikshavn Golf Klub er meget taknemmelige for denne yderst gavmilde gave, og vi vil sikre at bidraget bliver brugt fornuftigt og med omtanke til forbedringer på banen, så vi kan tilbyde en flot bane, både til klubbens medlemmer og når den kommende turnering løber af stablen i uge 33.

“Bent og jeg har givet denne gave til Frederikshavn Golfklub, fordi vi ved, at klubben betyder rigtig meget for mange mennesker. Vi håber, at vi kan være med til at starte en bølge af støtte til klubben – det har den virkelig brug for, med de udfordringer, der er kommet i kølvandet på den nedsatte frederikshavner ordning! Vi er glade for, at vi kan være med til at bringe Frederikshavn på verdenskortet, når golfklubben skal være vært for to store internationale turneringer. Den synlighed har både Frederikshavn by og Frederikshavn Golfklub fortjent!”

Fra klubbens siden er reaktionen nærmest eksalteret ”Vi er ovenud lykkelige, meget rørt og overvældet over den tidlige julegave vi har fået fra Ellen og Bent, det varmer virkelig i en kold tid. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi går igennem en hård periode rent økonomisk, men vi følger de planer der er lagt, så derfor er det ekstra dejligt, at vi kan sende et beløb af denne størrelse videre til banen. Dette betyder faktuelt, at vi hurtigere end forventet kan løfte kvaliteten på banen. Der er ikke grænser for den tak de to fantastiske mennesker skal have, det viser i den grad gavmildhed og et stort hjerte” udtaler klubbens formand og næstformand.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

2019-11-18T08:55:50+00:00 18 nov 2019|Forside|