For spillet. For banen. For hinanden.
Kære medlemmer
Frederikshavn Golfklub er et dejligt sted at komme – både for medlemmer, gæster, ansatte og frivillige.
Hver dag oplever vi masser af god stemning, hjælpsomhed og klubånd. Der er liv i klubben fra tidlig morgen til sen aften – på banen, i klubhuset og omkring de mange aktiviteter, der binder os sammen.
Det skal vi være stolte af. Og det skal vi passe på.
Derfor ønsker bestyrelsen at sætte fokus på den tone og adfærd, vi gerne vil kendes for i Frederikshavn Golfklub: venlig, imødekommende og respektfuld.
En af klubbens visioner er:
At arbejde for tilfredse medlemmer og gæster gennem en venlig og imødekommende atmosfære.
Den vision gælder os alle.
Med kampagnen “Tal pænt til og om hinanden” ønsker vi at minde hinanden om, at god klubkultur skabes i hverdagen – i måden vi taler sammen på, hjælper hinanden på og omtaler hinanden på.
Vi skal naturligvis kunne være uenige. Men vi skal gøre det ordentligt – også når der er travlt, eller når noget ikke går helt som forventet.
Det gælder i mødet mellem medlemmer, gæster, ansatte og frivillige.
Når vi passer på tonen, passer vi på fællesskabet.
Og når vi passer på fællesskabet, passer vi på Frederikshavn Golfklub.
Tak fordi I bakker op og er gode ambassadører for vores klub.
God sommer til alle.
På bestyrelsens vegne
Ove Christensen
Formand



