Kick off møde for frivillige, baneudvalg og chefgreenkeeper

Den 8. marts var der inviteret til et informations-udvekslings møde med de frivillige i klubhuset; der var ca. 20 tilmeldte – men trods sne og is på vejene deltog i alt 28 medlemmer.

Det blev en god aften, hvis formål var at opnå en god start på de opgaver og arbejder, der med de frivilliges indsats vil øge kvaliteten i vedligeholdelsen af klubbens anlæg og forlene en med indtrykket af en spændende og smuk bane af høj standard hvad angår såvel trænings muligheder som øvrige faciliteter.

Der var bred tilslutning til at tage fat snarest muligt med de første større arbejder og med et ønske om at flere af disse var tilendebragt forud for standerhejsningen sidst på måneden.

Ideen om at opnå en større synenergi ved at lade greenkeeper og de frivillige arbejde sammen side om side med hinanden på de udvalgte tirsdage – hver anden tirsdag – faldt også i god jord.

For at kunne udnytte ressourcerne bedst muligt er det selvsagt vigtigt at de arbejder der ønskes udført er planlagt og forberedt i forvejen. Der forudsætter at det materiel og de værktøjer der skal anvendes er til rådighed i den rette mængde og lige så vigtigt er det at de der skal sørge for dette (greenkeeper) har en nogenlunde præcis oplysning hvor mange der dukker op til en given arbejdsopgave – på en given tirsdag.

Indkaldelse til frivilligt arbejde vil fremover præcisere hvad det er der lagt i støbeskeen for en given tirsdag – med andre ord en klar angivelse af om det f.eks. drejer sig om renovering af stier, oprydning efter træfældning og buskrydning, lægning af fliser ved starterhus eller om maling af baghus osv.

Indsatsen mod muldvarpe trænger særlig opmærksomhed og tidligst mulig indsats, og der var da også flere dedikerede frivillige, der gerne ville påtage sig denne opgave – der forudsætter en henover hele sæsonen tilbagevendende intensiv indsats for at opnå et tilfredsstillende resultat.

Antallet af frivillige piger og kvinder er i forhold til de mandlige begrænset og der skal derfor lyde en opfordring til at melde sig til Bodil Vestergaard, hvis man er kvinde og synes at det kunne være spændende og givtigt at give et nap med – blot en gang i mellem. Man forpligter sig ikke af den grund til at dukke hver gang, ligesom det ikke nødvendigvis behøver at falde på en tirsdag – kan man bedre se sig selv udføre frivilligt arbejde på en anden dag kan dette også arrangeres.

Udover de mere omfangsrige – større arbejder – er der mange “mindre” opgaver af en kontinuerlig art (henover sæsonen) der søges og ønskes løst ved de frivilliges indsats. Her kan nævnes en række enkeltopgaver, hvoraf nogle ville egne sig til små, mere eller mindre, faste teams/hold som f.eks.

pleje og renholdelse af standpladser – oprydning og pleje af området ved udslagsstederne på Drivingrange – regelmæssig renholdelse af bunkers.

For at gøre det nemmere på sigt at holde standpladser pæne og ryddelige blev det foreslået overvejet at få lagt fliser på standpladserne – det ville samtidig definere standpladsernes udstrækning (område) mere præcist.

Det overvejes at afholde en fælles arbejdsdag for frivillige på en lørdag på en endnu fastlagt dato for også at give “arbejdsramte” mulighed for at yde en frivillig indsats i klubben til alles bedste.

Inden opsummering og oplistning af de større opgaver skal det oplyses at Husudvalget har programsat den store årlige forårsrengøring af klubhuset til tirsdag den 20. marts.

Det er hensigten at afholde en midtvejsmatch for de frivillige og BU ved afslutning af forsommer sæsonen den 26. juni (juli ferie)

De 3 store arbejdsopgaver der vil blive søgt løst snarest er i tilfældig orden 1) Oprydning efter træfældning/buskrydning, 2) Renovering af stier og 3) Færdiggøre området ved starterhus med fliser osv.

Førstkommende tirsdag – den 13. marts – gælder det oprydning efter træfældning m.v.

Tirsdag den 20. marts skulle materialer, der skal bruges til området ved starterhus være klar – så der kan blive planeret og lagt fliser m.v.

Resume

Der er planlagt gennemført frivilligt arbejde hver anden tirsdag i månederne marts, april, maj og juni – i første omgang.

Husk tilmelding til frivilligt arbejde – så man ved hvor mange, der har planlagt at møde op.

Greenkeeper og frivillige arbejder i 2018 side om side med hinanden for at opnå mest mulig synenergi.

Invitation til frivilligt arbejde vil angive hvilke type opgaver der ønskes løst den pågældende tirsdag.

Der er plads til mange flere frivillige af det stærke køn (kvinder) – tilmelding til Bodil.

Frivillige der ønsker at deltage i en eller flere henover sæsonen løbende opgaver såsom pleje af standpladser efterlyses.

Også “arbejds-ramte” kan tilbydes mulighed for at deltage i frivilligt arbejde i FGK.

Læs mere om frivilligt arbejde i golfklubben her: https://frederikshavngolfklub.dk/frivillig/